Grillet fasanfilet

|Anders Bundgaard
Grillet fasanfilet

- med relish, grillede grøntsager, baconsmulder og nye kartofler

Fasanbryst bliver nemt tørt på grillen. Til gengæld er det supergodt, hvis kødet marineres og kun får den nødvendige tid på grillen, for at være tilstrækkeligt tilberedt med stadig saftigt.

I denne opskrift får grillede fasanfileter selskab af marinerede grøntsager, en fyldig tomatrelish og nyopgravede danske kartofler med parmesan og basilikum.

Fasan
4 gode fasanfileter, halveret
50 g god bacon
Marinade: 2 dl olivenolie, 1 dl soya, 2 spsk ketchup, 2 tsk hvidløgspulver, 2 tsk timian, friskkværnet peber

Grøntsager
1 stor aubergine, ca. 1 cm tykke skiver
1-2 squash, ca. 1 cm tykke skiver
2 røde peberfrugter i ca. 2 cm strimler
Marinade: 1 dl olivenolie, 1 spsk citronsaft, 2 tsk hvidløgspulver, 1 tsk rosmarin, salt og peber

Tomatrelish
3 store modne tomater
3-6 drueagurker, afhængigt af størrelse
1 stort rødløg & 2 fed hvidløg
1 tsk tørret sennepspulver
½ dl æblecidereddike
4 jalapeños fra glas, finthakkede
2 håndfulde frisk persille, finthakket
1-2 spsk sukker & salt og peber
1 spsk olivenolie

Kartofler
Nye kartofler med parmesan, olivenolie, basilikum og limesaft
 

>> Skær fileterne i halve. Rør marinaden, vend fileterne grundigt i den og lad dem marinere på køl i mindst 4-5 timer. Det er ikke en syrlig marinade, så de kan sagtens marinere flere timer uden at blive porøse i overfladen.

>> Skær aubergine og squash i ca. 1 cm tykke skiver, vend dem i marinaden og lad dem trække 1 time på køl. Skær peberfrugterne i strimler på ca. 2 cm. De skal ikke marineres. 

>> Lav tomatrelish: Hak tomater, drueagurker og rødløg i små tern. Brug også tomaternes kerner og væde. Forholdet mellem tomat, agurk og løg bør være ca. 3:1:1. Varm olivenolien op til middel varme i en gryde. Sauter rødløg og hvidløg i cirka 5 min., til løgene er bløde uden at tage farve. Tilsæt alle de øvrige ingredienser, rør godt rundt, og lad relishen simre i mindst 35-45 min. uden låg, til væsken næsten er kogt væk, og konsistensen er tyk og lind. Smag til med ekstra sukker, eddike, salt og peber. Ønsker du mere styrke, kan du tilsætte ekstra jalapeño eller anden chili. Lad relishen køle helt af inden servering.

>> Steg baconen helt sprød, og lad den dryppe af på køkkenrulle. Når baconen er helt afkølet, smuldrer du det i mindre stykker, og gemmer dem til serveringen.

>> Kog kartoflerne så de stadig har bid, og hold dem varme. Lige inden servering vender du dem i revet parmesan, hakket basilikum, olivenolie og limesaft og giver godt med flagesalt og peber.

>> Grill fasanfileterne direkte på middelhøj varme i 3-4 min. på hver side. Grill aubergine, squash og rød peber sammen med kødet, til de er møre og har markant grillskorpe – det passer nogenlunde med grilltiden til kødet.

>> Servering. Tag fileterne af grillen, mens de stadig føles lette og spændstige, når du trykker på dem. Lad dem hvile i 5 min. – gerne på en rist. Anret de grillede grøntsager på et fad sammen med fasanfileterne og drys de sprøde baconstykker over retten lige før servering med nye kartofler, tomatrelish og brød.

0 kommentarer

Skriv en kommentar