Pad Krapow med hakket vildsvin

|Anders Bundgaard
Pad Krapow med hakket vildsvin

Brug alt spiseligt kød på vildtet – så snyder du ikke dig selv hverken for kødudbytte eller for smagsoplevelser. Denne Thailandske klassiker er lavet af hakket ribbenskød fra et nyskudt, svensk vildsvin – men du kan bruge hakkekød fra de fleste vildtarter.

Hvorfor hakket ribbenskød?
Det grove ribbenskød fungerer dog særligt godt i denne ret. Slaget og kødet mellem ribbenene indeholder nemlig mere fedt og bindevæv end de finere udskæringer, og det giver både saftighed og masser af smag. Den grove struktur betyder også, at kødet bevarer tydelige, uregelmæssige stykker, som kan brunes hårdt og giver god kontrast til de finthakkede grøntsager. På den måde giver selv en relativt lille mængde kød masser af smag og struktur. 


Det tager lidt ekstra tid at skrælle det kød af, der sidder udenpå og mellem ribbenene – men arbejdet lønner sig med nye muligheder i køkkenet.

Opskrift på Pad Krapow
300 g hakket vildsvin
1 løg, finthakket
3-4 fed hvidløg, finthakket
1 gulerod, finthakket
½ blomkål, hakket
1 rød peberfrugt, finthakket
1-2 tsk chiliflager
1 tsk sukker
2 spsk østerssauce
1½ spsk fiskesauce
1½ spsk soya

En god håndfuld hakket basilikum
½ tsk fennikelpulver 
Olie til stegning
Friskkværnet peber

Servering
4-8 æg Jasminris
1 agurk i stave
1 limefrugt i både
 

 

Sæt risene over til kogning efter anvisningen. Hak blomkålen, så den får omtrent samme struktur som grove blomkålsris. Hak peberfrugt og gulerod fint.

Brun kødet ved høj varme i lidt olie i en wok eller på en stor pande. Vend det kun få gange undervejs. Tag det op, når det har fået godt med farve.

Kom lidt mere olie på panden, og steg løg, hvidløg og gulerod et par min. Tilsæt blomkål, rød peberfrugt og chiliflager, og steg videre ved høj varme i 4-5 min., så blomkålen får lidt farve og mister noget af sin væde.

Kom kødet tilbage på panden. Tilsæt østerssauce, fiskesauce, soya og sukker, og vend det hele godt sammen. Steg yderligere et par min., og smag til med chili og friskkværnet peber.

Skub massen op langs kanten af wokken og hæld mere olie i bunden. Steg æggene ved mellemhøj varme. De skal have sprød kant, og hviden må gerne boble lidt, mens blommen skal forblive blød. Steg evt. ad flere omgange. Tag æggene op.

Tag wokken af varmen, og vend basilikum, fennikelpulver og friskkværnet peber i. Kombinationen giver en smag, der kommer tæt på den hellige basilikum, der traditionelt bruges i Pad Krapow.

Server med jasminris, agurkestave, et par både af limefrugt og spejlæg ovenpå.